Der er mange veje til mental trivsel, og hvert individ er forskelligt, så der er brug for forskellige tilgange.
Jeg brænder for at gøre en forskel for den enkeltes mentale trivsel og stille mig selv til rådighed for, at den enkelte kan give plads til sin egen sårbarhed, søge ny selvindsigt eller finde styrken til forandringer.
Det er ingen surprise, at jeg tror på, at alle mennesker indeholder ressourcer og et ønske om at gøre deres bedste, som kan forløses gennem at blive mødt og set, som dem, vi er.
Frirum til at tale om det du har brug for
Jeg ser en mulighed i, at jeg som ekstern kan tilbyde et frirum, fri for magt og bedømmelse med fokuseret nærvær til at udforske lige netop den enkeltes oplevelser.
Jeg agerer uvildig, hvor man kan vende sine tanker, tømme rygsækken for ballast og få værdifuld sparring på det, som fylder lige nu.
Periode med mistrivsel
– vigtigt med støtte og guidning
Der er mange, som på den ene eller anden måde, er ramt psykisk eller som mister fodfæstet for en stund. Nogen har brug for at finde motivationen igen, andre stresscoaching eller sparring på tvivl, bekymringer og håndtering af krav/forventninger. Helt andre påvirkes af skilsmisse, sorg eller har været udsat for noget helt tredje, hvor terapeutiske metoder kan være en hjælp.
Vi kan alle blive ramt af noget svært i livet, og vi har i forskellige livsfaser brug for at finde ud af, hvad der er vigtigt for mig. Det kan være værdifuldt at have én fordomsfri at vende det med.
Mulighedsrum
Selvfølgelig vil man kunne vende nogle af de samme ting med HR, sin leder eller sundhedsforsikringens psykolog, men jeg ser et mulighedsrum, hvor jeg som ekstern er fri af rammer og normer i organisationen. Jeg vil ikke senere skulle holde løn- eller fraværssamtaler med dig eller prioritere dine opgaver. Jeg kan udelukkende fokusere på det enkelte menneske, der sidder foran mig.
Fælles fokus på trivsel
Jeg ser ikke, at det ene udelukker det andet. Ledelsen/HR og jeg har et fælles overordnet mål om mental trivsel for den enkelte. Som ekstern har jeg andre muligheder end lederen og HR, hvor jeg kan supplere og understøtte eksempelvis både før og efter et eventuelt fravær. Tilbagevenden til jobbet kan give anledning til bekymringer, både for mellemlederen og medarbejderen.